Når det værste sker – og det er ok

16. februar 2016 in Tanker

berits billede af migLidt kækt, på vej ud af døren for at tage på arbejde, sagde jeg, en mandag morgen først i januar 2013, til min mand, at hvis jeg kom hjem igen indenfor en time, så skulle der en lille en til en ekstra kop kaffe, for så var jeg blevet fyret.

Han blev noget overrasket da jeg faktisk kom hjem igen, ….og jeg fik også en lille en.

Vi vidste godt på skolen, at der var en del, der skulle fyres. Vi vidste også godt, at beskeden om, hvem det ville blive, skulle komme den mandag.
Mange var meget urolige og hele ugen før blev der spekuleret, snakket og gættet. Stemningen var bestemt ikke i top.

Vi kunne selv vælge, om vi ville møde ind lidt tidligere og så gå til skolelederen og få besked eller om vi ville vente på evt. at blive indkaldt til kontoret mellem kl. 08.00 og kl. 09.00.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at gå på kontoret. Jeg havde ikke været hverken bange eller nervøs. Jeg havde arbejdet på skolen i 27 år.
Jeg var tjenestemand.

Jeg ved ikke, hvorfor min mand var hjemme, det er han sjældent om morgenen, men det var godt.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg alligevel gik lidt tidligere, men det gjorde jeg.
Det var først to minutter inden jeg gik ind på skolens grund, at tanken for igennem mit hoved.

”Det er mig, der bliver fyret.”
Jeg var helt sikker, og den tanke fik mig selvfølgelig til at gå på kontoret.

Og min skoleleder bad mig komme ind og lukke døren!

Og jeg blev afskediget!

Jeg ved ikke, hvem af os, der blev mest lettet over min reaktion, men jeg blev ikke rasende. Jeg blev ikke hysterisk. Jeg tudbrølede ikke.
Jeg satte mig ned og spurgte om, hvad det indebar?

Et halvt års opsigelse, tre års ventepenge.
Og jeg følte lige så langsomt en dyb lettelse komme krybende.
Så jeg fik oven i købet sagt, at når man ikke selv kan finde ud af at gå, så er det fint at få hjælp.

Ok, der kom lidt tårer i øjnene da jeg gik over i min afdeling. Men jeg havde selv bedt om lov til at give mine afdelingskolleger besked og det fik jeg lov til, så det gjorde jeg.
Og da der begyndte at komme elever, tog jeg min taske og gik hjem.

Godt, at min mand var der! Og heller ikke den dag kunne jeg lide bitter, men jeg drak to alligevel.

Og jeg fik besøg. Af min tillidsmand. Af flere rigtig gode kolleger. Jeg fik søde og chokerende beskeder på intranettet af andre kolleger.

Og mere end én ønskede mig til lykke. Sådan rigtig: Til lykke!!

Så blev det op til mig, at få ”til lykke” til at blive noget godt!

Share This Post

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Back to top